Det russiske analysefirma SovEcon nedjusterede i forgårs den samlede forventning til den russiske kornhøst til mellem 70-75 mio. tons med fare for under 70 mio. tons ifølge Jyske Banks afgrødekommentar. Samtidig ser analysefirmaet store problemer for tilsåningen til efteråret især langs floden Volga.
- Høstudbytterne i Rusland tyder indtil videre kun i et fald på 12,5 pct. , men i kombination med måske 20 mio. hektar, hvor mejetærskerne ikke kommer i aktion, ser situationen rigtig grim ud, skriver Jyske Bank.
Rygterne går nu på, at Rusland meget snart vil lukke totalt for korneksport for at undgå at skulle trække på landets egne overgangslagre. I Europa melder Finland om udsigt til katastrofeavl, mens Bulgarien melder om gode udbytter. Derudover høster det nordlige Frankrig og sydlige England en ok kvalitet trods lavere udbytter end sidste sæson, beretter afgrødekommentaren. Vinterhveden i USA er nu for 80 pct.’s vedkommende færdighøstet med flotte resultater, og vårhveden ser meget lovende ud, tilføjes det.