Søndag den 05. september 2010 15:50 Brugte maskiner i databasen: 23884 Seneste opdateringer: 05-09-2010


Landbrug SYD

Nyt selskab sikrer import af engelsk malkeudstyr

27-07-2010 16:21 Stine Pedersen
Klik for større billede

ANPARTER: Merlin malkeservice ApS har overtaget den danske import af den engelske producent Fullwoods mærke Merlin.

Selvom Torben Jensen, Ejstrupholm, er daglig leder af salg og service i det for nyligt stiftede anpartsselskab Merlin malkeservice ApS, får han kun løn for de timer, han arbejder for selskabet.

At Merlin malkeservice på den måde sparer en fast månedsløn er en del af hele tanken bag.

- Vi stiftede selskabet, fordi vi som brugere af Merlin malkerobotter syntes, at priserne var blevet for høje. Derfor har vi overtaget den danske import fra den tidligere ejer, da han lukkede sit firma, forklarer formanden for Merlin malkeservice, Vagn Thue Christensen, der selv har seks malkerobotter fra Merlin til at arbejde i sin stald med 450 køer ved Glejbjerg nordvest for Holsted.

I alt otte ejere af Merlin malkerobotter og andet udstyr fra den engelske producent Fullwood har andel i Merlin malkeservice. De kommer fra hele landet, og ud over Torben Jensen, er endnu en servicemand tilknyttet selskabet.

- Der er ikke noget krav om, at man som kunde skal være andelshaver, eller at vi kun servicerer indenfor Merlin-udstyr. Vi servicerer alle mærker indenfor malkeudstyr, og prisen er den samme, siger Torben Jensen.

Vækst med måde
Merlin malkeservice har eksisteret i et par måneder, og formanden er tilfreds med begyndelsen.

- Vi er blevet taget godt imod, og det tager jeg som et tegn på, at andre også kan se idéen med selskabet. Den er til Merlin-brugernes bedste, og andelshaverne får del i guleroden, når år nummer to er omme. Det kræver jo økonomiske resurser at få alt op at køre, så første år har vi ikke høje forventninger til overskudsudbetaling, siger Vagn Thue Christensen.

Han tilføjer, at det nye anpartsselskab trods sin status som landsdækkende vil vokse i et roligt tempo og ikke bliver alt for stort:

- Dels skal vi kunne følge med efterspørgslen og oplære nye montører. Og ved ikke at vokse sig al for stor, kan vi bevare den fleksibilitet, som mindre virksomheder har.

Landbrugnet.dk
Odensevej 29
DK-5550 Langeskov
Telefon +45 70 15 12 37 Telefax +45 70 15 12 47
CVR 28704445


Logoer

Landbrug FYN A/S er udgiver af aviser og internetprodukter i Danmark og Polen gennem vores datterselskaber EFFEKTIVT LANDBRUG A/S, Landbrug SYD ApS og Wiadomości Rolnicze Polska Sp. z o.o. Visionen er at informere landbrugets udøvere i Danmark og Polen om relevant faglig viden, produkter, aktuelle nyheder og orientere åbent og uafhængigt om forhold og begivenheder i landbruget. Landbrug FYN A/S har desuden virksomheden indenfor business to business og business to consumer, kommunikation og markedsudvikling.